På Uriasposten har Kim Møller lavet en afskrift fra Weekendavisen. Det må vist være den artikel, du tænker på, Lars. Læs den her: http://www.uriasposten.net/archives/32771
Et citat fra artiklen (mine fremhævelser):
Metoderne indbefatter overfald på højreradikale i deres hjem, ammoniak ind ad brevsprækken, smadring af deres biler, breve om deres politiske tilhørsforhold til arbejdsgivere og familie og udhængning gennem plakater og graffiti i lokalområdet.
Under oplægget afspiller Kalle og Kalle film fra nettet, der dokumenterer natlige overgreb mod nazister under byture og hærværk mod deres hjem til tonerne af blandt andet »Hard Day’s Night«. … Der bliver imidlertid også plads til anekdoter om mindeværdige overfald, som dengang højreradikale fra Helsingborg besøgte Christiania, blev tævet af AFA-folk og angiveligt deserterede. »Det er en meget effektiv metode.«
… en ung kvinde med piercet underlæbe markerer sig fra starten med mere kritiske indspark… Efter filmene får kvinden ordet igen, og denne gang er hun tydeligt oprørt. »Det er ulækkert og grotesk, at man skal tage det så langt ud,« indvender hun, men nu er modsvarene massive også fra de danske deltagere. »Nazisme er ikke et deltidsjob. Hvorfor skal de kunne slappe af i deres hjem?« spørger en muskuløs fyr i en »I Love Socialism« -Tshirt; min sidemand… vågner op til dåd. »Vold er et middel som mange andre. Jeg synes, det er forkert at kritisere det…«
Det er et sjældent og fremragende indblik i venstreekstremistisk tankegods, vi her bliver præsenteret for. Hvis man tror, at venstreekstremisterne er en flok blomstersniffende hippier, ligesom deres forældre var det, må man hellere tro om. En stor mængde nationale har de seneste 2 årtier været udsat for vold og hærværk, og det foregår stadig. Når offentligheden ikke har et kendskab til, hvad der foregår i miljøet, skyldes det, at medierne bevidst har fortiet det, som det var tilfældet med det groteske overfald på SIAD i en københavnsk parkeringskælder.
Venstreekstremisterne har opstillet en voldsteori, hvormed de kan udpege mål for deres vold. De kalder dem 'legitime mål'. Det er et vanvittigt idésæt, og der er blevet skrevet masser om det, men koger man det hele ned, kan enhver meningsmodstander anses for at være et legitimt mål. Når de angriber en meningsmodstander korporligt, kalder de det 'selvforsvar', også selvom de som selvforsvarere i stort overtal står på lur med baseball bats efter et ofte enligt og forsvarsløst offer.
På den nationale fløj er vi heller ikke helt uskyldsrene, men vi tænker og handler anderledes. Vi har ingen voldsteori udover den, der allerede står i straffeloven, hvor det er tilladt at forsvare sig imod overfald. For os er det ikke 'selvforsvar' at slå en gammel dame ned, og det er heller ikke selvforsvar at overfalde en statsminister på Christiansborg. Før vi tager os retten til at forsvare os, skal vi vitterligt først være blevet overfaldt rent fysisk, og det er der mange eksempler på, at vi er blevet. Flere gange bliver nationale demonstrationer også angrebet af venstreekstremister, og her tager vi os ligeledes retten til at forsvare os, såfremt ordensmagten ikke kan eller vil gøre det, som det f.eks. skete i Kolding i august 2007, hvor de nationale med lethed fordrev en stor skare venstreekstremister efter at have været angrebet med stenkast.
Den nationale fløj er ikke bange for konfrontation i ordets sandeste betydning. Har venstreekstremisterne et problem med os, kan de bare sige til, og så møder vi op for at tage debatten med dem, mand mod mand. Men det sker ikke, for venstreekstremisterne er udmærket klar over, at de er os underlegne i direkte konfrontation. Derfor møder de kun op, når der er talstærkt politi tilstede, eller når de kan fange et forsvarsløst offer.
Et af de store paradokser i venstreekstremisternes idéverden er, at de anser sig selv for at være berettiget til at anvende guerilla-taktik. For det første er de flere end os. De har langt flere penge og materiel til rådighed, og så nyder de en stiltiende opbakning fra store dele af magtapperatet, presse og politikere. Hvis nogen skulle være berettiget til at føre guerilla-krig, er det os nationale, der rent faktisk er i opposition til stort set hele systemet, og hvis meningsfæller sidder fængslet rundt om i Europa alene for deres politiske overbevisning. Her er der tale om virkelighedsforvrængning af dimensioner, når venstreekstremisterne leger by-guerilla, samtidig med at skatteborgerne tvinges til at betale millioner til deres udskejelser i ungdomshuse og på spillesteder.
Den måde, som nationale kæmper på, direkte og uden dikkedarer og i overensstemmelse med straffeloven, har sine ulemper. Den ærefulde kamp kan virke direkte stupid, når man er oppe mod en modstander, der absolut intet middel skyer. Men den rummer samtidig hemmeligheden bag vores succes, når det gælder om at fordrive venstreekstremisterne fra demonstrationspladsen, uanset hvor mange de er, og hvor få vi er. Den nationale aktivist er besjælet af en uovervindelig selvsikkerhed, fordi han ved, at han kæmper ærefuldt og etisk forsvarligt. Han slår ikke en gammel dame ned, fordi hun er en flittig læserbrevskribent eller lignende, og han behøver ikke at læse tykke voldsteoretiske værker for at indse berettigelsen i at slå igen, hvis han først har fået een på lampen. Det er præcis denne indstilling til kampen, der udruster ham med hans uovervindelighed. Han har aldrig oplevet et nederlag i direkte konfrontation, og tanken om, at det nogensinde skulle ske, er ham fuldstændig uvirkelig. Han er den farligste modstander, man overhovedet kan tænke sig at få.
På den anden side vil vi, hvis vi nogensinde forfalder til venstreekstremisternes metoder, hvor fejghed bliver gjort til et våben, omgående tabe kampen. Hvis vi kæmper på deres præmisser, vil vi, som før nævnt, bare være de færreste og uden penge eller politisk og mediemæssig opbakning. Uden vores krigerånd kan vi lukke butikken med det samme.
Åh, jeg havde nær glemt det: De svenske kammerater, der blev overfaldet af pusherne i Christiania, er ikke 'deserterede'. Jeg kender dem, og de er fortsat i kampen. Det er ikke engang en måned siden, jeg mødte dem i Stockholm, friskere end nogensinde før.
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)
