Det hævdes ofte af de ansvarlige for masseindvandringen, 1983 og frem, at de problemer, den har medført, ikke blev forudset af nogen i tide. Dette er løgn. Der var flere advarende røster længe før 1983, og kendetegnende for de fleste af dem er, at de med uhyggelig præcision har forudsagt samfundets negative udvikling, såfremt indvandringen fik lov til at fortsætte i den grad, den gjorde. Til sammenligning har fortalerne for indvandringen taget fuldstændig fejl på samtlige områder.
Vi har et center for fremtidsforskning, der tjener penge på at tegne fremtiden så lys og forjættende som muligt, men endnu har det ikke været istand til at forudsige, hvad almindelige mennesker har gjort med brug af lidt almindelig sund fornuft. Den globale finanskrise forudså det f.eks. ikke, men berettede kort tid før den indtraf, at Danmark på det nærmeste ville eksplodere i velstand i denne tid - hvis vi altså bare ville tage imod al den berigende arbejdskraft, som ankom sydfra.
19/1 1975 indsendte tidligere forlagsredaktør, tidl. assisterende presse- og kulturattaché i Paris og dansk repræsentant i Unesco, J. Stenberg-Rasmussen, et læserbrev om indvandringen til Vendsyssel Tidende, som rystende klart gjorde rede for dens fremtidsperspektiv:
En indvandring, som udhuler danskheden
For nogen tid siden sad jeg på Christiansborg og talte med en folketingsmand [Jeg har fundet flere kilder, der siger, at der er tale om om det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Færøerne, Johan Nielsen. M.B.]. Vi talte om rigets almindelige tilstand, og det har jo længe ikke været fornøjelig underholdning, men det blev i ganske særlig grad foruroligende, da han i samtalens løb udtalte:
“Der går en linje fra bestræbelserne på at mindske det danske fødselstal mest muligt ved hjælp af piller, aborter m.v., over forsøget på at ødelægge dansk ungdom med narkotika og videre over indkaldelsen af titusinder af asiater og andre for os vildfremmede folkeelementer, til et snigende halvt hemmeligt arbejde her i folketinget på at gøre det lettere at opnå dansk indfødsret. Formålet er at skabe grundlag for en fuldstændig omstyrtelse af det danske samfund og rive dets rødder i den historiske fortid over.”
Hvad folketingsmanden der sagde, ligger nær op ad og bekræftes i ikke ringe grad af, hvad der allerede længe har kunnet anes i København. Der er ikke mere entydigt en dansk, nordisk eller blot europæisk by, men frembyder et nærmest halvasiatisk befolkningsbillede, og det er vitterligt, at de fremmede trods arbejdsløsheden ikke sendes hjem, men tværtimod bliver flere, samtidig med, at arbejdsløse danskere i hundredvis må søge arbejde i udlandet.
Hvor mange fremmede, her faktisk er, har ingen rede på. Myndighederne har for længst indrømmet, at de ikke mere har kontrol over dem, og det er umiddelbart iøjnespringende, at det i sig selv enorme tal på ca. 60.000, der er seneste officielle opgørelse, ligger endog meget langt under virkeligheden.
Til dette kommer, at folketinget er ved at gøre det til vane uden offentlig debat hvert halve år at give udlændinge i tusindvis indfødsret efter blot fem-seks års ophold i landet, og der virkes for at give dem, der endnu ikke har fået dansk statsborgerskab, kommunal stemmeret på grundlag af deres blotte tilstedeværelse.
Alt dette tyder virkelig på, at vi, så godt som uden at nogen blot få snese kilometer fra København har anelse om det, er stillet over for den største folkelige og nationale fare, vi har kendt i vor historie, en udfordring så truende, at det slesvigske problem i sammenligning aldrig har været andet end lidt splid i familien. To gange har vi sagt nej til at få Sydslesvig tilbage med den begrundelse, at vi ikke ville have mindretalsproblemer i landet.
Dette standpunkt kom under den anden verdenskrig til at koste adskillige dansksindede livet, men i dag er Danmarks politiske ledelse åbenlyst rede til at lade et gigantisk mindretal af og historisk, kulturelt, religiøst og racemæssigt vildfremmede folk, hvoraf for øvrigt kun en ringe del har noget som helst med begrebet “arbejdere” at gøre, sætte sig fast i landet. Sker det, så overgår der os en national katastrofe, som efter al erfaring er uoprettelig.
Derfor må det danske folk forlange af sine politikere at blive gjort nøje bekendt med, hvad det er her foregår, og det må stå uafviseligt klart, at hver enkelt af os har ret og pligt til at øve direkte indflydelse på afgørelsen af, om Danmark også i fremtiden skal være en folkelig enhed, eller vi og vore efterkommere herefter skal være en folkelig enhed, eller vi og vore efterkommere herefter skal strides med hjemstavnsretten i landet med et mindretal på flere hundredetusind mennesker, der er os så fjerntstående, at de aldrig vil kunne glide umærkeligt ind i det danske samfund.
(Johs. V. Jensen, 1904)