I fortsættelse af forrige indlæg kommer her en artikel jeg engang skrev om gamle drikkegilder også kaldet SUMBL.
S U M B L
Jule-, påske-, pinsefrokost, firmafest, svendegilde, herremiddag, studentergilde, barnedåb, konfirmation, bryllup og gravøl - jo som nordbo’er kender vi rumlen. Festligheder i andre dele af verden udenfor det germanske område er anderledes; de kan være stive eller ustrukturerede – men hos os følger vi en skik, der er umærkelig fordi den er så kendt. Maden, skålerne, talerne kommer i en bestemt rækkefølge og kaffen til sidst. Sådan var det i hvert fald for en generation siden, før familien gik i opløsning, og mange steder er det sådan endnu.
Hvis dét var noget de kristne havde indført for ca. 1000 år siden, tror jeg ikke at vi havde haft så svært ved at tage imod dåben. Det gjorde de skam heller ikke – det var noget der var her før dem, og hvis de kristne har gjort noget i den forbindelse har det kun været forsøg på at dæmpe os ned. Julegilderne og forårsfester med Freya har nok været hård kost for de første missionærer – man jubler i sin hedenske sjæl ved at forestille sig hvordan de må have haft det !
Vores glorværdige fortid.
Vore fester har rod i en af de mest almindelige festligheder der tales om i de gamle skrifter nemlig Sumbl'et eller det rituelle drikkegilde. Sumbl, er et gammelt nordisk ord som stadig findes gemt i ordet ”forsumpet”, og som hverken har noget med ’moser’ eller bistandsklienter at gøre. Derimod henviser ordet til for megen deltagelse i drikkegilder, så meget at hverdagen er blevet en fest – og så kan det jo være svært at have helt styr på alle de andre ting her i livet.
Sumbl’et var et mere verdsligt og socialt ritual end blotet, men lige så betydningsfuldt.
"Da Beowulf kom til Hrotgar var det første de gjorde at drikke sumbl". Det er egentligt ret simpelt. gæsterne bliver
bænket, ofte på en formel måde (fx. efter rang) og værten begynder med en kort velkomst og oplysning om
anledningen til sumblet, så byder han den første skål. Hornet går derefter rundt og hver mand byder sin skål
efter tur.
Ved et Sumbl lader vi hornet gå rundt 3 gange som ved et blot; der skåles for guderne, så vel som en persons forfædre og personlige helte. Ved en skål forstås her et ’formæle’, det man udtaler eller vi’er, ikke bægeret eller indholdet.
I henhold til Snorri, drak man 4 skåle ( som i vikingetiden blev kaldt ’en full’ ):
Odins skål for kongens sejr og magt
Frey og Njords skål for år og fred
Brages skål (Bragafull)
Minde (minne)
En skål ( formæle ) kan også være en udtalelse, om en stor ting man man vil udføre I fremtiden.
Husk Jomsvikingerne der under et drikkegilde pralede med at de ville erobre Norge næste sommer - praleri er meget, fint især hvis man kan gennemføre det !
Man kan også fortælle en historie eller en oplevelse, gerne pyntet til ukendelighed , men man må naturligvis ikke blive fanget i en lodret usandhed, - selvom de øvrige deltagere ikke hænger sig i detaljer, er der trods alt grænser - !
Iøvrigt kan man også synge en sang ( - hvad mon det har været for nogle sange ? ) eller fremsige et lærerigt digt.
Skål-ed’en
Hvor en ed, aflagt ved en tingsforhandling eller et blot, er meget bindende, har dette her kun betydning for ens troværdighed og ære, senere hen, hvilket kan være slemt nok.
Betydningen her er den; at efter historien, digtet eller hvad det nu var, så drikker man af hornet, hvorved man drikker ind, hvad man har sagt (altså sit formæle).
Heri ligger det rituelle, eds-lignende - det her skal tages alvorligt.
Der er nogle interessante paralleller her. For eksempel ved bryllupper bruger man eller har brugt at sige: " Hvis der er nogen der har noget at indvende mod dette bryllup, da skal han tale nu eller tie for evigt". Ved retssager afsluttes sagen med ordene "thi kendes for ret .." - sagen er afgjort og der skal ikke tales mere om det. Ved et Sumbl er bragetale eller en historie, som er drukket ind, definitivt fastslået og kan ikke tages tilbage eller tales imod af andre, senere hen - det er ihvertfald ikke særligt ærefuldt og en del af betydningen af ordet 'bagtalelse'.
Selv idag hører man: ” –det drikker jeg på.” som særlig markering af noget tiligere udtalt.
Hovfreden.
Som angivet ovenfor bliver stedet og tidspunktet indvi'et til guderne ved at værten påkalder guderne og siger et par ord før han byder den første skål. Derved bliver situationen fredhellig – parallelt til den lukkede cirkel - man skal nu opføre sig ordentligt, der må ikke bæres våben eller slås. Man kan altså slappe af og sænke paraderne. Der kan tales frit og tanker kan deles med frænder og fæller. Det at man skal opføre sig ordentligt er altså ifølge gammel skik ikke det samme som at det skal være kedeligt - der er andre sjove ting end at slås ( i tvivlstilfælde påkaldes Freya).
Adam af Bremen skriver selv at festerne i det gamle Upsala var mægtigt sjove, - sådan læser jeg teksten. De seksuelle udskejelser har han med – men der står intet om financieringen; - nå, jeg er nok lidt miljøskadet.
Gæstebudet.
En anden vigtig ting er også at få lejlighed til at lære en gæst eller fremmed nærmere at kende. Det er almindelig høflighed at værten og de 'hjemmehørende" præsenterer sig først, over tre omgange - tilsidst gæsten. Da skålerne
altid går med solen rundt, må gæsten være placeret ved værtens højre side for bordenden. Først skåles for guderne og vi hører alle om gæsten kender vores ritualer og skåler for vores guder. Dernæst skåles for forfædrene og gæsten må nu fortælle om sin slægt og hjemegn. Til sidst skåles for nutiden, man fortæller hvem man er og hvad man har gang i !
I gamle dage festede man i flere dage - det kniber det lidt med i nutiden, derfor kan jeg forestille mig at flere af skålerne må gøres korte. Det er jo et hårdt program, selv for 9 personer, og man skulle jo gerne nå frem til almindelig
"bragetale" inden alle gæsterne er overgået til "hedensk meditation". Her er jeg lidt på tynd is vedrørende det formelle og historisk korrekte så I bliver nødt til at prøve jer frem . . .prøve sig frem . . .prøve os frem . . .prøve dem frem . . . !
Rolig – som nordboere finder I ud af det, det er jeg sikker på . . .
Vores glorværdige nutid.
Desværre kan vi ikke sige at vi har nogen levende hedensk tradition at bygge videre på, selv om jeg har været til nogle fester der virkede sådan. Til gengæld har vi en del skriftlige kilder der giver væsentlige oplysninger, ligesom nutidige fester giver et vink med en vognstang om hvordan det må være foregået gennem tiderne.
Som jeg var inde på i starten. Enhver ordentlig middag starter med at man bliver budt til bords og maden deles rundt. Når værten kan se at alle har fået og gæsterne smagt på maden, rejser han sig op og holder en kort tale og afslutter med en skål. Der kan nu spises og drikkes frit og uforstyrret - det er en uskik allerede på dette tidspunkt at skåle med og for guderne og hvermand. Senere rejser hovedtaleren sig op og holder sin tale ( fyndig, fuldstændig og kort ) og så kommer de øvrige pligttaler og til sidst almindelige skåler . . . Jeg synes heri at kunne se rester af gammel skik (Forn Sæd), og derfor mener jeg at Sumbl'et er en god og vigtigt tradition at tage op og videreføre.
Vore forfædre har rigeligt at undre sig over når de kigger på nutiden. Når Hugins og Munins beretninger, om hvad de har set og hørt, via Odin, når frem til de gamle kæmper i Valhal så udbryder de: ”det da løwn . . .” (på oldnordisk selvfølgelig) og Loke griner - det mindste vi kan gøre, er at berolige dem ved at afholde et Sumbl.
Man opfører sig høvisk efter de gamle nordiske idealer om ære, tager vare på egen skæbne og er tro mod frænder og fæller – det er pudsigt nok naturligt for de fleste danskere.
Vi påkalder guderne, lader hornet gå rundt som beskrevet ovenfor og husker magterne på stedet ved at ofre en sjat øl eller mjød i en skål. Det er værtens opgave at fremsige de ord som understreger situationens højtidelighed og fællesskabets fryd og gammen uden at være for langtrukne, man sidder jo med den gode mad foran sig, medens ham for bordenden står og ævler.
Det er, ved guderne, seriøst det her, det er ikke noget vi pjatter med.
Et glimt i øjet kan være alvorligt ment, HIL
