Mange af de partier, der nævnes i artiklen, er i virkeligheden meget moderate og rent ud integrationsvenlige. Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne og Fremskrittspartiet kan ikke kaldes bare tilnærmelsesvist yderligtgående, og det samme gælder Geert Wilders parti. Betegnelsen "nationalpopulistisk" dækker dem alle ganske godt, da de forstår at høste stemmer blandt de stadigt mere indvandringskritiske vælgere, for så at omsætte deres indflydelse til det, de kalder "bedre integration af de rette". Det er kendetegnende for de nationalpopulistiske partier, at intet i virkeligheden bliver forbedret, der hvor disse har mest magt og indflydelse, som f.eks. i Danmark, Østrig og Frankrig.
En ting i artiklen er det vigtigt at tænke over:
Hjemme i Tyskland har de ekstreme partier ifølge den fremtrædende debattør, professor Arnulf Baring, ingen chance.
Det skyldes, forklarer han, den tyske fortid - to verdenskrige og holocaust, mordet på seks millioner jøder. Derfor er tyskere, og navnlig deres politiske ledere, hurtige til at lægge afstand til den mindste antydning af racisme eller fjendskab over for udlændinge og bestemte religiøse grupper.
Dette gælder ikke kun i Tyskland men overalt i Vesteuropa.
Det kunne være interessant at få belyst, hvordan det egentlig går de rendyrkede nationalistiske partier som NPD i Tyskland og Nationaldemokraterne i Sverige.
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)