Søren Pind har ganske givet indset det, men hvad kan han gøre? Det net, som politkerne efterhånden har fået sig selv mere og mere viklet ind i, og som er begyndt at stramme, er umuligt at komme ud af igen. De har undertegnet stribevis af FN-konventioner, der fuldstændigt umynddiggør deres egen forvaltning af indvandrerpolitikken, og de undertegner dem altid og pr. automatik, for FN er en hellig ko, som ingen tør røre ved. Senest så vi det, da godt 30 statsløse palæstinensere fik tildelt statsborgerskab, bare fordi de var statsløse og uden at have opfyldt kriterierne for opnåelse af dansk statsborgerskab. På det seneste lovforslag om indfødsrets meddelelse (tildeling af statsborgerskab) var der over 70 af dem.
Den Danske Forening har i lang tid med Neerup Buhl i spidsen forsøgt at påvise, at de internationale konventioner ikke forpligter os til at uddele statsborgerskaber, men det er frugtesløst arbejde, for det er ikke sandt. Vi har forpligtet os udover alle grænser - eller rettere: politikerne har forpligtet os udover alle grænser, hvilket ikke er helt det samme.
Der skal ryddes op i alle de forældede konventioner, der ligger og flyder rundt om i krogene på Christiansborg, uanset om der står FN på dem eller ej. Først da kan vi få mulighed for at lave vores egen indvandrerpolitik og dermed selv bestemme vort lands skæbne.
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)