Aarhus88, nu ved jeg ikke, hvormange demonstrationer du har deltaget i, men du lader til at være en mand/kvinde, der er befaren med den slags og har gjort op med dig selv, hvad du vil satse. Du er formentligt et kendt ansigt allerede? Eller er du en teoretiker, der har valgt at bruge sit tastatur til at gøre sig gældende i kampen?
Dette spørgsmål er ikke så nedladende, som det lyder. For der er brug for alle kræfter på alle fronter. Man kan deltage i DNF's virke, præcis som man vil. Frontkæmperne, de der går forrest på marcherne, er en speciel kaste af folk, der har mere at vinde end at miste. Det er nok dem, der lidt uberettiget opnår den største del af æren, for man kan ikke lade være med at se op til dem, der tør gå forrest og dermed tager det rent personlige ansvar.
Vi er ikke røde, og det vil sige, at vi ikke nyder systemets og mediernes opbakning. Vi har ingen Riit Bjerregård, der sympatiserer så meget med os, at hun vil give os et ungdomshus på 600 kvm, fordi vi smadrer en halv bydel. Kommer vi til at vælte såmeget som en skraldespand på vores vej, kalder aviserne os nynazister. De røde hærværksmagere kaldes "unge demonstranter uden tilknytning til Ungdomshuset". Denne her med at de ikke har tilknytning til Ungdomshuset, er blevet gentaget så ofte af medierne, at det er ligefør man begynder at tro på det. Da en hollandsk politiker blev myrdet - en rendyrket politisk likvidering - var det ifølge alle danske medier en "politisk aktivist", der gjorde det. Ikke en autonom... hvilket det var!
Du skal altså gøres opmærksom på, at der ikke gælder de samme regler for patrioter som for røde, Martin. Modsat dem risikerer vi rent faktisk noget ved at kæmpe. Bagsiden er, at vi kan miste arbejde og anseelse. Fordelen er, at vi hurtigt får adskilt kujonerne fra heltene. De røde har en uforholdsmæssig stor andel af kujoner i deres rækker; vi har så godt som ingen, hvilket er vores styrke i det lange løb. Når de røde møder patrioter på lige vilkår, taber de ALTID. Dette er en regel uden undtagelser.
DNF udgøres af de samme typer som dem, der udgjorde modstandsbevægelsen under krigen. Der vil altid være en risiko forbundet med vores virke, og alligevel vælger nogle at kæmpe.
Det er nok uklogt at stå frem, hvis man har meget at miste. En personlig karriere kan f.eks. blive af stor betydning for DNF, og derfor vil det være dumt at sætte den overstyr. Så skal man nok ikke vælge at blive frontkæmper, men man kan anvende sin kompetence på alle andre områder. Og klistermærker kan vi alle have med i lommen, om ikke andet.
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)