Da Jesper kom ud igen, sagde han ikke længere noget. Han stod ikke længere nede ved gadekæret og råbte om dommedag og profeter. I stedet begyndte ham og hans venner at mødes hemmeligt. De snakkede om de samme ting som før, ved gadekæret, men fordi ingen måtte høre dem og der derfor ikke var nogen der gik forbi og rystede på hovedet, blev Jesper og hans venner mere og mere sikre på at de faktisk havde ret i, at nogen mennesker var bedre end andre.Ja, for det her er nemlig ikke et eventyr der ender lykkeligt. Jesper gik fra at være en landsbytosse til en farlig leder af en racistisk undergrundsbevægelse. Jeg vil ikke fortælle slutningen, for den er simpelthen for sørgelig. Heldigvis skete det heller ikke i virkeligheden – endnu i hvert fald. Men hvad kan vi så lære af sådan et eventyr. Jo, at selvom love er gamle og støvede, kan de stadig være enormt farlige. Og hvis vores helt, Ytringsfrihed, ligger lammet og glemt i en baggård et sted når det går galt – er skaden jo allerede sket.
Artiklen er lige lagt ind hér og jeg vil prøve at kommentere senere, men andre må gerne begynde før mig.
Uanset hvad hun skriver senere i artiklen, så er dette netop de røde's frygt for frie menneskers tankegang.
Hendes støtte til ytringsfriheden er udelukkende et spørgsmål om at kunne kontrollere andre så de ikke gemmer sig!
