Jeg kan ikke rigtigt se hvad en bevægelse som Danmarks Nationale Front i dens nuværende form skulle gøre af forskel. I øvrige debattråde er der stor enighed om at de eksisterende partier er til grin og flere mener sågar at demokrati og valg ikke er vejen frem. Men omkring 90% af danskerne har stemt til folketingsvalget, så demokrati og folketingsvalg vil formentlig bestå. Og når Michael Ellegaard og Lars Grønbæk Larsen, som nok er de af alle kandidaterne til valget, der kommer DNF nærmest, får under 200 stemmer, så forekommer mængden af nationale i Danmark som ret ubetydelig og uden videre opbakning blandt almindelige danskere.
Så hvordan skal forandringen af samfundet foregå? Man ser ikke DNF aktivt ude og agitere for sine holdninger eller dele materiale ud. Allerhøjest bliver der luftet et banner ved en demonstration eller i nattens mulm og mørke sat nogle klistermærker op på et busstoppested. Og det får man jo ingen indflydelse af, men overlader blot initiativet til dem, der tager del i det partipolitiske arbejde.
Man kan mene meget om DNSB under Jonni Hansen, men de gjorde da noget for at gøre opmærksom på sig selv og stod ved sine holdninger ved at deltage i både egne, offentlige arrangementer og i de få arrangementer, de blev inviteret til. Og med deres propaganda tiltag som radio, avis og lignende prøvede de at fange nye tilhængere. Og selvom de ikke har opnået ret mange stemmer, så fik deltagelsen i kommunalvalgene i Greve betydeligt mere omtale end det egentlig berettigede til.
Danskernes Parti har så taget skridtet videre og lanceret en mere seriøs og mainstream strategi, hvor man slår sig op som et demokratisk parti, der følger spillereglerne og ønsker indflydelse via de konventionelle kanaler. Det var jo sådan set også den måde NSDAP tog magten i Tyskland og overbeviste tyskerne om at der var et alternativ til de politikere, der i Weimarrepubliken var både korrupte, nationalforræderiske og inkompetente. Den indflydelse fik de ikke ved at holde private grilfester eller sætte klistermærker op.
Hvis der skal ske ændringer i samfundet kræver det at man gør noget aktivt, parlamentarisk eller udenomsparlamentarisk. Det er ikke nok at snakke om det og bekræfte hinanden i at det er noget skidt og at alting burde være anderledes.