Tak for jeres pæne kommentarer ovenover, Maria og FinalWar. De glædede mig meget. Ros er ikke noget, man får så ofte, når man er national. Respekt, måske, men ikke ros.
Som arbejdsmand behøver man ikke at frygte så meget for sin abejdssituation, uanset hvilket standpunkt man har. Mine kolleger kender godt mine holdninger, og vi har før siddet og grinet sammen over mit foto i avisen. "Køn har du sgu' aldrig været, Morten!" - "Nej, ihvertfald ikke hvis du sammenligner med pigebarnet ovre på side 9. Må jeg lige se igen?" - "Hende er du for gammel til!" - "Gu' er jeg ej, der stod selv, at jeg er NY-nazist, og avisen har altid ret!" - "Kan du ikke læse, knægt?" Og så videre, og så videre... Det er faktisk morsomt.
Så sent som idag sad jeg og snakkede politik med tre svorne socialdemokrater. Een af dem svinede den gamle regering til på det groveste og så over på mig. Han forventede tydeligvis, at jeg skulle tage den i forsvar. Jeg sagde: "Før du kommer for godt igang, mini-Stalin, så er jeg ikke socialdemokrat og bliver det heller aldrig, men der er aldrig nogensinde blevet ført så meget socialdemokratisk politik, som der er blevet under den borgerlige regering, og hvad fik vi ud af det? Nød og elendighed over hele linjen! Forvent ikke at din Barbie-dukke af en statsminister kan gøre det bedre!"
"Hun er da i det mindste bedre end din Pia Kjærsgaard," sagde han triumferende, og jeg tænkte ved mig selv, at det vil jeg så sandelig også håbe, hun er, skønt jeg tvivler.
Moralen på min historie er denne: Lad være med at se dig selv i rollen som ekstremist, når du er sammen med kollegerne. Du er en nationalsindet dansker, og ret meget mere er der ikke i det. Bliv ikke konfliktsky og undgå ikke samtaler om politik, men hold dig til emnet og tal pænt. Går snakken om den bortfaldne efterløn, siger du ikke, at det er "perkernes" skyld. Du kan foreksempel minde dem om, at efterlønsordningen koster det samme, som staten hvert år giver i u-landsbistand: Lad derfor u-landsbistand blive en privatsag og brug pengene på de nedslidte danskere istedet. Du vil se, at du lynhurtigt med lidt øvelse får dem over på din side, for vores argumenter er der ikke noget galt med. De kan højest udtrykkes på den forkerte måde.
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)