Problemet med demokratiet er, at det ikke længere er en styreform men en ideologi. I den forbindelse er det kendetegnende, at den første version, styreformen, ikke er andet end en måde at lave love på. For ideologien gælder det derimod, at den skal forme folks opfattelse af verden omkring dem, og det fordres ligefrem af ideologien, at folk har et følelsesladet forhold til den. Demokratiet har forandret sig fra at være metode til at være ideologi. Hvilket er en slem ting.
Ideologien kan kun finde sin berettigelse, hvis den er alle andre ideologier overlegne og mere sand end dem. Det bedste bevis på, at demokratiet er blevet til en ideologi, er, at vi er villige til at gå i krig og om nødvendigt dræbe for at hævde dens overlegenhed og eksistensberettigelse. Ideologien 'demokrati' er årsag til, at danske soldaters blod spildes på slagmarker verden over, uden at det danske folk og dets territorium nødvendigvis behøver at være truet.
Ser vi nøgternt på det, er demokrati som før nævnt i sin grundsubstans en metode. Det har sine svagheder og mangler, men det har vist sig alligevel at virke, når det handler om at drive en stat og dens økonomi. At fordre, at man ligefrem skal elske denne metode, er perverst og fetischistisk, en ideologidyrkelse.
Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg hører vores politikere over en bred kam sige, at de vil gå i krig for at udbrede demokratiet og dets overlegne sandhed. Har vi ikke hørt det før?
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)
