Få af Danmarks sønner har fået en så ublid behandling af sin samtid, som litteratur- og samfundskritikeren Harald Nielsen (1879 - 1957). Hans litteraturkritiske værker er noget af det ypperste indenfor faget, som man kan finde på bogantikvariatets støvede hylder. Hans skarpsyn var så gennemtrængende, at han med det samme kunne afsløre sin samtids litterære fuskmagere, af hvilke der var mange i forbindelse med kulturradikalismens fødsel i 1930'erne. Han forstod om nogen at gøre sin pen til et våben, og han nedsablede med usvigelig sikkerhed og akkuratesse de af den hovedsageligt marxistiske presses allermest tiljublede dilettanter og udstillede dem som de plagiater, de oftest var. Ingen gik fri, selv ikke koryfæet Georg Brandes, som ellers ingen anden med tanke for sin egen karriere turde røre.
Men dengang som idag gik ingen fri, hvis de satte sig op mod meningseliten. Harald Nielsens undergang var forudbestemt allerede længe inden besættelsen, hvor han på skrift tog tyskernes parti af hensyn til det, han forstod som en kommende konservativ og reaktionær 'nyordning' af Europa. Marxisterne fik omsider skovlen under ham under retsopgøret i 1945, og den største og stærkeste kæmpe imod kulturradikalismens nationale selvhad døde i 1957, fuldstændigt glemt af sine landsmænd.
På Dronten finder man en række af hans politiske værker her: http://www.thedodo.info/Dronte%208/Dron08_Indledning_harald_nielsen.htm
...desværre finder man ingen af hans litteraturkritiske studier, som er det bedste, han har lavet.
(Johs. V. Jensen, 1904)
