01.11.2011
Forfatter: Nicolai Sennels
Prisen på indvandring fra mindre udviklede lande
Indvandrere fra mindre udviklede lande koster ifølge Cepos 29.600 kr. årligt, netto. Det beløber sig på to mio. kr., hvis ellers indvandreren er i landet i 67 år.
Det skyldes den relativt høje arbejdsløshed og et forhøjet behov for sociale ydelser. Deres efterkommere, de såkaldte 2. generationsindvandrere, som jo er født og opvokset i Danmark, er overraskende nok ikke meget "billigere".
De koster nemlig hele 29.000 kr. årligt, netto. Fortsætter denne udvikling, vil det tage 49 generationer, inden denne gruppe indvandrere ikke koster staten penge.
Cepos' tal bekræftes af Nationalbanken, som har udregnet at 5.000 indvandrere fra ikke-udviklede lande belaster statens budget med knap 10 mia. kr. - altså to mio. kr. pr. indvandrer.
Ovenstående udgifter er beregnet efter VKO indførte den lavere starthjælp til indvandrere, samt kontanthjælpsloftet.
Dertil kommer de øgede udgifter til politi, fængsler, specialundervisning i skolen, psykiatri og sundhed osv. Danmark har 131 pladser i ungdomsfængsler. 70 procent af disse er besat af unge med anden etnisk baggrund. Hver plads koster ca. 2 mio. kr. årligt.
Der findes ingen troværdige beregninger på, hvad en ungdomskriminel samlet koster det danske samfund. Men i Østrig, hvis velfærdssamfund ligner det danske, har man bedt den verdenskendte kriminolog og Cambridge-professor Friedrich Lösel om at regne samtlige udgifter til behandling og terapi, retssystemet osv. sammen, og konklusionen var: 7.5 mio. kr.
Danmark vil selvfølgelig også tiltrække flere flygtninge, når det bliver nemmere for dem at blive sammenført med deres familier og få høje sociale ydelser.
Ifølge det nu hedengangne integrationsministerium koster en flygtning 250.000 kr. årligt, mens deres sag behandles i Danmark.
Til sammenligning koster det ifølge FN 250 kr. årligt at give flygtninge sikkerhed, mad, husly, lægehjælp og i mange tilfælde skolehjælp, hvis de befinder sig i nærområdet (hvor de forstår sproget og kulturen, og let kan vende hjem fra, når der igen bliver fred i hjemlandet). Vi kan altså hjælpe tusind flygtninge i nærområdet, for hver vi hjælper her.
Dertil kommer udgifterne til sundhed. Indvandrere belaster systemet uforholdsmæssigt meget, hvilket i høj grad skyldes fætter-kusineægteskaber. BT kunne for nogle år tilbage fortælle, at "Indvandreres indavl koster millioner".
Det skyldes den forhøjede risiko for alvorlige medfødte handicap og sygdomme, lavere intelligens og retardering samt psykiatriske problematikker. Lars Aslan Rasmussen (S) er en af de få modige politikere, som har turdet tage emnet op.
Han siger at "De mange handicappede børn er et klart bevis på, at der er fætter-kusine ægteskaber i indvandrerfamilierne." Andelen af indavl for Pakistan, Tyrkiet og den arabiske verden, hvorfra en meget stor del af indvandrerne kommer fra, er henholdsvis 70, 25 og 45 procent.
Omfattende socialt arbejde
Integrationsindsatsen koster også, og det er stadigvæk diskutabelt, hvor stor effekten er. F.eks. bruger Københavns Kommune 220 millioner kr. årligt på socialt arbejde alene i det indvandrertunge Nørrebro.
Alligevel vokser problemerne med indvandrerbander og parallelsamfund. Seneste analyse viste, at de københavnske indvandrerbander får tilført 700 nye indvandrermedlemmer årligt.
Det betyder også større udgifter til politi og fængsler, for slet ikke at nævne de mange udgifter til forsikringer, offerbehandling, overvågningsudstyr osv.
Dette gælder også udgifter til rådgivning af unge indvandrere, som søger hjælp mod tvangsægteskaber, familiekontrol og æresvold. Dertil kommer udgifter til kvindekrisecentre, hvor op til 70 procent af henvendelserne kommer fra indvandrerkvinder.
Der er også noget der tyder på, at indvandrere ikke føler den samme loyalitet overfor den danske stat som etniske danskere. En undersøgelse i Høje Taastrup på Sjælland viste, at 75 procent af det sociale bedrageri bliver begået af folk med indvandrerbaggrund.
Førtidspensioner er også en tung post. Antallet af indvandrere på førtidspension er tredoblede fra 1998 til 2008.
En tredjedel af budgettet i den danske folkeskole går til specialundervisning, og det går ud over normalundervisningen. En meget stor del af disse udgifter går til indvandrerelever, som af forskellige grunde har sværere ved at følge med i undervisningen.
64 procent af alle skolebørn med arabisk baggrund, er funktionelle analfabeter efter ni år i den danske folkeskole. Samme tendens ses i fag som matematik og naturvidenskab.
I Aarhus taler kun én procent af de treårige indvandrerbørn et alderssvarende dansk. Når det kommer til indvandrerbørn i skolestartsalderen, taler kun hver femte et alderssvarende dansk.
Mange af disse børn får behov for specialundervisning senere hen, og får svært ved at tage en uddannelse og fungere på vores ofte informationstunge arbejdspladser.
Sundhedsvæsnet og psykiatrien vil også belastes yderligere. En undersøgelse af sygdomme blandt indvandrere viser, at op til fire gange så mange af dem har kroniske lidelser, end hos danskerne.
Samme tendens viser sig, når det gælder sukkersyge, angst og depression. Mere end 40 procent af patienterne på Danmarks største retspsykiatriske afdeling har anden etnisk baggrund.
Boligpriserne påvirkes også negativt, når der kommer flere etniske naboer.
Regningen ender hos skatteyderne
Der er ingen andre end os danske skatteydere til at betale alle disse ting. Det kommer til at ramme staten og kommunernes budgetter. Samtidigt bliver det sværere at sænke skatter og afgifter, hvilket går ud over vores konkurrenceevne.
Udover den økonomiske belastning vil flere og stærkere parallelsamfund tage stadigt større bider af vores byer, og der kommer flere indvandrere i vores børns institutioner og skoler, hvilket påvirker deres indlæring negativt.
Hvordan vil regeringen financiere den øgede indvandring?
Desværre har hverken regeringen eller Enhedslisten fremlagt nogle troværdige bud på, hvordan de vil få disse mange indvandrere i arbejde.
Heller ikke, hvordan de vil sætte ind mod den udbredte sharia-lovgivning, kvindeundertrykkelse og voldelig fanatisme, som er blevet en del af vores danske samfund.
Rådgivning og frivillige tilbud til både indvandrere og deres børn har forlængst spillet fallit, og der er god grund til at tvivle på, hvorvidt godmenneskerne på venstrefløjen har hjerte til at sætte hårdt mod hårdt.
Når det kommer til den ulovlige og dybt samfundsskadelige illegale indvandring bør vi skele til Hollands eksempel, hvor denne form for kriminalitet snart kan straffes med 30.000 kr. i bøde og fængsel i op til fire år.
Indvandring og økonomi hører sammen. Det får regeringen og dens vælgere snart at sande.
Danmark er ikke blot den slægt, der nu bor i dette land; de døde er de fleste
