Mikkel Kirkebæks bog om Schalburg kan klart anbefales.
Her citeres fra Anne Wolden-Ræthinges bog "Om lidt er de borte" hvor modstandsmanden Jens Toldstrup har ordet:
I denne udgivelse kalder nedkasningschef Jens Toldstrupstatsminister Buhl for en landsforræder og mener, at den danske øverstbefalende general Gørtz burde være blevet skudt for at svigte sine forpligtelser over for landet. Samtidig vender han sig skarpt mod retsopgøret, som han kalder en skamplet på danmarkshistorien. Toldstrups fokus er de soldater, der meldte sig i troen på, at de ting, der blev dem lovet i skrivelsen fra Krigsministeriet, ville stå til troende, men som efter krigen blev dømt for at have taget ordene for pålydende: "Jeg har kendt et par stykker af dem, som meldte sig. Den ene hed Martinsen. Han blev henrettet efter krigen. Der var ikke noget med hans anciennitet dér. Han blev skudt. Færdig. Og det er jo helt rystende. Den anden, jeg kender, blev heldigvis ikke skudt. Det var Schalburg, som var alle tiders pragtfulde soldat og kammerat, og som soldaterne elsede, fordi han var en af dem, der sagde 'mine folk efter mig' (...) Og så drog Schalburg til østfronten med det korps. Og så faldt han heldigvis, og det er jeg glad for, selvom det kan lyde barsk, for jeg ved ikke, hvordan jeg ville have taget det, hvis schalburg var blevet henrettet. Jeg vil ikke sige, at jeg elskede ham. Men jeg satte ham meget meget højt og respekterede ham meget. Og jeg ved, at de menige soldater også gjorde det."
Jeg er enig med Toldstrup, Schalburg skal ikke anses som en landsforræder. Jeg vil mene at de to begge var helte på hver sin måde. Sådanne helte vi i dag har brug for.
Iøvrigt mener jeg, de fremmede bør hjemsendes!
