Hej venner.
Jeg faldt over en af de rødes godnatviser, og jeg kom sgu til at lave lidt om på den...:
Når jeg ser et rødt flag brænde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk, det ødelagde.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu brændende gløder mod himlen,
er jo dødt som det raceblandede blod
Jeg har anet slægters striden
imod fremtids fjerne mål.
Jeg har set trælletoget i tiden
blive mænd bag ved kampfanens bål.
Jeg har set den i blafrende storme,-
jeg har elsket dens flammer i strid,
og bag den så jeg Nationale forme
verden om til en lysere tid.
Jeg har set min fader banke
de røde op i Marx’ anus.
Jeg har slebet mine sværd så blanke
og svunget dem i drabelige sus.
Jeg har elsket mit land fra lille,
og lært landssangen udenad
Jeg sang den for mig selv ganske stille
og viste de røde et ulmende had
Dannebrog er sliddets slægters fane
ved fronten den blafrer vid og bred.
Den skal Nationen ildne og mane,
den skal knuse hvert kommunistisk led.
Den var forrest i fredelig færden,
den var forrest i stormklokkens klemt
den er fanen, den smukkeste i verden
Dannebrog vil aldrig blive glemt.
