Moské på Vibevej til høring
Efter at være blevet vedtaget i Borgerrepræsentationen i august sidste år er Lokalplanen for Vibevej 25-29, der skal give mulighed for opførslen af en Moské, i høring indtil 30. juni.
4. maj 2010 – Københavns Kommune
Visualisering: Københavns Kommune
Bygningen på Vibevej fungerer i dag som islamisk kulturhus. Bygningen skal bl.a. indeholde bederum, amfiteater, konferencerum, overnatningsmuligheder for gæsteimamer og bibliotek.
Facaden mod Vibevej bliver op til 13 meter høj med en traditionel indgangsportal, en såkaldt iwan. En blå kakkelbeklædt kuppel vil blive ca. 24 meter høj, mens to minareter kommer til at rage 32 meter op i luften. Minareterne har udelukkende symbolsk betydning, da der ikke skal kaldes til bøn herfra.
Projektet er tegnet af en iransk tegnestue med forlæg i traditionel shiitisk moskéarkitektur.
Offentlighedsperioden løber fra den 28. april til den 30. juni 2010 og der kan indsendes bemærkninger eller indsigelser i denne periode.
Der vil blive afholdt et borgermøde om planforslaget tirsdag den 1. juni 2010 kl. 19-21. Mødet afholdes i Hillerødgades Skole, Ørholmsgade 8.
