Nordlys har ret, og jeg har da også selv i årenes løb skrevet næsten enslydende opråb med jævne mellemrum. Der er fra tid til anden behov for en lille opvækker.
Selvom det langt fra er nok, så kører den nationale fløj i sit højeste gear nogensinde i disse år. Antallet af gadeaktioner, hvor vi kommer ud med flaget og får talt med folk, har aldrig været større. Der har aldrig været omdelt flere løbesedler og opsat flere klistermærker end nu, og flere unge mennesker end nogensinde før er parat til at stå frem og kæmpe med åben pande, stolte over at være nationale. I Sverige bortviser man ligefrem folk fra demonstrationerne, hvis de pinligt møder op med mørke solbriller og hele ansigtet dækket bag et tørklæde, fordi der er rigeligt med unge, der ikke mener, at de har noget at skjule. At den nationale fløj overhovedet er kommet ud af klædeskabet, er et kæmpeskridt i den rigtige retning, og det sker ligenu overalt i Danmark. Indvandringskritik og -modstand er ved at blive mainstream i det politiske spektrum, og det kan vi takke tiden og nogle få ihærdige menneskers indsats for.
Den nationale fløj i Danmark har først nu bevæget sig ind i den epoke, som vore brødre og søstre i nabolandene (måske bortset fra Norge) længe har befundet sig i. Grunden til, at det først sker nu, er dels vores egen skyld, men fremfor alt er grunden den, at vi i Danmark på trods af, hvad vi ellers gerne har sagt, rent faktisk har haft et glimrende debat-klima og et demokrati, der forsøgte at virke efter hensigten. For hvis der er noget, der kan holde yderfløjene ude af spillet, så er det faktisk oprigtig menings- og ytringsfrihed. I Sverige og i særdeleshed Tyskland har man bevidst holdt indvandringskritikerne borte fra den politiske diskussion, men dette har samtidigt givet dem fuldstændig eneret på området. Enhver svensker og tysker var simpelthen henvist til at støtte op om den nationale fløj, hvis de ville have luft for deres nationale følelser. Herhjemme behøvede man bare at stemme på et borgerligt parti, som valgkamp efter valgkamp sørgede for at gøre indvandringen og dens vanskeliggørelse til et tema. Og så behøvede man faktisk ikke at gøre mere. Troede man.
Således opstod det værst tænkelige klima for dannelsen af en reel national fløj. Nu har vi så fået en ny regering, der plæderer for yderligere indvandring og som tør kalde en skovl for en skovl og enhver fremmed for en dansker. Desværre. Gudskelov.
Det eneste, vi mangler nu, for at den nationale fløj kan eksplodere i aktivitet og størrelse og måle sig med de andre, er, at staten indfører lignende sanktioner imod indvandringskritikerne som i Tyskland og Sverige. Da, og først da, er klimaet blevet helt perfekt og vejen åbnet mod det endelige mål; det europæiske forår.
(Johs. V. Jensen, 1904)
