Vi ved allesammen at man kan ikke stole på en forræder!
En overløber fra fjenden kan man eventuelt gøre god brug af, men en 'ven' bliver en forræder aldrig - man aner ikke hvad han kan finde på.
Der er et udmærket indlæg på Uriasposten under, Osmannernes erobring af Cypern, år 1570
Direkte link
http://www.uriasposten.net/?p=15683#comment-991944
OM FORRÆDDERI… derfor er det vanskeligt at definere en forrædder. Måske er det nærmeste vi kan komme på definitionen, når mænd i en tid med fare, på grund for at sikre deres personlig sikkerhed eller fortjeneste, eller på grund af politiske interesser, lægger deres by i hænderne på fjenden. Eller som ved at give mulighed for en udenlandsk garnison at være i landet. Eller ved at tage imod udenlandsk bistand, for at fremme deres personlige mål og derved bringe deres respektive lande under fremmed magt. Alle, der begår handlinger af denne art kan rimeligvis betragtes som forrædere. Men, som alle er enige om, det forræderi der praktiseres af sådanne mænd, har aldrig bragt dem nogen reel gevinst eller fordel – faktisk præcis det modsatte – det er så slemt, at vi med undren spørger, hvad deres oprindelige motiver kan have været, eller hvilke kalkulationer der muligvis har har tvunget dem til at bringe sig ind i så en fatal situation. For ingen har nogensinde endnu forrådt en by, eller en hær, eller en fæstning, uden at blive opdaget: hvis afsløringen ikke sker på mens handlingen sker, vil det altid komme frem senere hen. Ingen af disse personer (forrædderne red.), når de er opdaget, har nogensinde ført et lykkeligt liv derefter, men i de fleste tilfælde får de en passende straf af netop de mennesker, hvis gunst de har prøvet at vinde. For generaler og ledere ansætter ofte forrædere til at fremme deres interesser, men når de ikke har brug for dem længere, er det netop som forræddere, som Demosthenes bemærker, at de behandler dem. De konkluderer ganske naturligt, at en mand, der har forrådt sit land og hans tidligere venner til fjenden, aldrig kan være loyale eller tro med dem. Og selv hvis disse mænd ikke får en straf fra af deres nye herrer, er det ikke let for dem at undslippe hævnen fra dem de har forrådt. For hvis de nogensinde formår at til at undgå begge parter, vil deres onde omdømme stadig forfølge dem resten af deres liv. Det skaber mange rædsler for dem, både reelle og imaginære, om dagen og om natten. Det hjælper alle dem, som laver planer imod dem, og det forhindrer dem, selv når de sover, fra at glemme deres forbrydelser, de er angste for enhver form for plot og katastrofe, da de konstant bliver mindet om deres fremmedgørelse fra resten af menneskeheden, og det universelle had, de inspirerer. Og dog, selv om alle disse kendsgerninger er uigenkaldelige, så har der aldrig, med meget få undtagelser, været svært at finde en forræder, hvis det er nødvendigt. Alt dette kan føre os til den konklusion, at mennesket, der har ry for at være den mest snu af alle dyr, med god grund også kan betragtes som det mest tåbelige.
Polybius, The Rise of the Roman Empire, On traitors, 1979, s. 508, Penguin books, London