Det er vel kun de færreste, der ikke har hørt det. Al Qaeda's leder blev i nat dræbt af amerikanske specialstyrker efter at have været eftersøgt i et årti. Da hans lig var blevet identificeret, smed de det i havet 'efter at have vasket ham, sådan som muslimske begravelsesritualer foreskriver det'.
Alligevel føler man ikke nogen trang til at juble. TV skulle da også rejse helt til USA, før det lykkedes at finde glædesberuste mennesker. Herhjemme er det stortset kun politikerne, der udtrykker begejstring. Lene E. og Lille-Lars synes, at det er godt og retfærdigt.
Er det egentlig så retfærdigt at likvidere en modstander uden at give ham mulighed for at forsvare sig selv på civiliseret vis i en retsal? Det er sandt, at Osama ikke ville have tøvet et sekund med at dræbe Obama, hvis han fik chancen. Men skulle det ikke netop være det, der retfærdiggjorde vores krig og de efterhånden hundredetusindvis af ofre, at vi er de gode, som ikke uden videre likviderer vores modstandere og skaffer deres lig af vejen?
Naturligvis ville det have helt uoverskuelige følger, hvis de havde taget ham i live og sat ham i fængsel i USA. Fra den muslimske verden ville der lyde et brøl for at få ham udleveret, og endeløse rækker af gidseltagninger ville følge overalt, hvor der befandt sig amerikanere. Det har altid været meningen, at Osama skulle likvideres, såsnart han blev set. Andet ville have været dumt. Men det er stadigvæk mord, uanset hvilke motiver der ligger bag. Bare min mening.
TV var også på jagt efter herboende muslimer, der ville sige noget godt om likvideringen. Det lykkedes ikke rigtigt, og TV bragte et indslag, der lidt manipulerende hed: 'Behersket glæde blandt muslimerne'. Behersket? Det lykkedes kun journalisterne at finde een eneste muslim, der syntes, at det var godt, en talsmand fra islamisk trossamfund. Tro mig, hvis journalisterne havde fundet bare een eneste muslim, der ville rejse sig op og juble, ville de have bragt det som et led i krigspropagandaen. Indtil andet bliver vist, er vi nødsaget til at tro, at de herboende muslimer for langt de flestes vedkommende ser aldeles kritisk på, at vi har dræbt Osama.
Hvilket bringer os til integrationsminister Søren Pind. Var det ikke ham der sagde noget om, at det kun er mennesker, der kan assimileres, der skal være her? Det lader ikke til, at muslimerne er blevet assimileret, siden de ikke lader sig begejstre over, at Vesten har likvideret Osama, også for deres skyld. Hvis Pind mener noget med sine løfter, må hjemsendelserne snarest påbegyndes. Vi kan så give talsmanden for islamisk trossamfund lov til at blive her, fordi han i det mindste udtrykte, hvad man kan kalde 'behersket begejstring'.
Hvad synes I om det hele?
(Johs. V. Jensen, 1904)
