Søren Pind glæder sig nu i en kronik over, at han og VKO-regeringen har været med til at slå alle rekorder ved at lade indvandringen stige med ca. 147.000, således at indvandrere og disses efterkommere nu i synlige tal udgør over en halv million. At vi reelt set er ved at være oppe på 1 million fremmede, lader vi ligge i denne omgang, men vi vil gerne vide, hvorfor Pind er så glad for det, almindelige danskere i stigende grad opfatter som en landeplage. Det viser sig ved gennemlæsningen, at vi skal høre den samme gamle sang om, at indvandrerne bidrager positivt til samfundet.
Heldigvis giver Morten Uhrskov svar på tiltale. Fakta viser jo, at Pinds indvandrere for langt de flestes vedkommende ikke bidrager med nogetsomhelst andet end udgifter og daglig irritation.
Denne tråd er ved at være gammel, og det glæder mig at se, at vi her på forum ikke sådan lod os begejstre, bare fordi Pind med sin sædvanlige flabethed bebudede nytænkning, stramninger og reformer på udlændingeområdet. Sagen er jo den, at vi forlængst har afluret VKO-regeringens hokuspokus. Man finder en politiker, der har ry for at være strammer på indvandrerområdet, og gør ham eller hende til integrationsminister, og straks fatter befolkningen nyt håb og tillid. Kun for så at se det hele sejle videre, som det hele tiden har gjort.
Tricket blev faktisk opfundet af daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Oprindeligt havde han udpeget en dame med stærkt xenofile tilbøjeligheder, men hun pådrog sig efterhånden alt for megen pinlig opmærksomhed, da hun frejdigt erklærede, at Danmark guddødme skulle være multietnisk, hvad enten vi ville det eller ej. Dersom Danmark skal blive multietnisk, skal det ske under et dække af løgne og svig, og Nyrup begik så een af sine få genistreger, da han inviterede den folkekære, 'Sorte' Thorkild Simonsen ind i varmen istedet. Og Danmark og indvandrerpolitikken sejlede videre helt som før. Men dog ikke helt så åbenlyst som den havde gjort det under Birthe Weiss.
Søren Pind var en helt naturlig afløser for en anden politisk luftspejling og såkaldt 'strammer', nemlig Birthe Rønn Hornbæk, og han lagde da også ud med, at nu skulle de fremmede fandme rette sig ind! Og nu, godt en måned efter hans udnævnelse, hører vi ham allerede synge med i meningselitens jubelkor, mens han foregøgler, at alt går godt, og at vi skal være glade for, at indvandringen i disse år slår alle rekorder.
Løgnagtigheden og svindlen er kvalmende!
Her staar jeg ved Skjoldet. Jeg vil slaa Fornægteren. Jeg vil bekræfte de Raske i Retten til Riget.
(Johs. V. Jensen, 1904)
