Vedrørende socialisme. I Informations weekendtillæg "Moderne Tider" er der i denne weekend en længere, og i øvrigt udmærket, portrætartikel om Helmuth Nyborg.
Professor Nyborg var revolutionær socialist i sine unge dage, stod på barrikaderne i 68'ernes studenteroprør og hans opgør med dette kom først efter han blev introduceret for adfærdsgenetikken i 1971 i forbindelse med sine studier. Det interessante i denne forbindelse er, at Nyborg stadig kalder sig socialist - en rationel socialist. Til Information siger han:
Jeg vil det samme som socialdemokraten K.K. Steincke, da han skrev om fattigdommens udvikling i 1920. Vi skal tage hånd om samfundets svage, men så vi ikke får for mange 'undermålere'. Hvis du har et demokratisk samfund, der tager mere hånd om alle svage, lader flere af dem overleve, så får du for hver generation stadig mere svækkede generationer. På et tidspunkt vil en rationel demokratimodel bryde sammen, for så er der for få til at støtte de svage.
Karl Kristian Steincke var socialdemokratisk minister i flere omgange, bl.a. justitsminister under Stauning. I 1920 udgav han Fremtidens Forsørgelsesvæsen, som var en bog, der indeholdte tanker om, hvordan velfærdssamfundet i fremtiden skal bæres. Heri introduceres de første tanker, der førte til den epokegørende arvehygiejne, som Danmark var foregangsland for. Dette kan vi bl.a. takke K.K. Steinckes iver for.
Jeg er helt enig i Nyborgs betragtninger, som er anført ovenfor. Men hvorvidt man kalder sig socialist eller ej, synes jeg måske ikke er så væsentligt. Personligt synes jeg, at det klinger for meget af marxisme. Selv eks-kommunisten Helle Thorning skulle angiveligt have svært ved at sige "Derfor blev jeg demokratisk socialist" i den meget omtalte "Jeg kan slå Anders Fogh"-tale, som blev skrevet af en DSU'er. Hun gik dog alligevel med på den. Men Helles tøven med at bruge socialist-begrebet om sig selv, burde også vække en tanke eller to blandt os nationale.
Hvad mener jeg så med alt det her?
Jo, jeg mener, at det vi, som en fremtidig national bevægelse, står over for først og fremmest er en identifikationsproces. En identifikation af os selv. Denne skal gøres på baggrund af en klar afvejning af, hvad vi vil opnå. Selvfølgelig er det et spørgsmål om strategi, javist. Men det er virkelig også et spørgsmål om en seriøs selvransagelse.
At vi ønsker et dansk Danmark, står hævet over enhver tvivl. Men hvorfor gør vi egentlig det? Jeg kunne nævne flere årsager, men for mig er den mest tungtvejende, at jeg i fremtiden ønsker et bæredygtigt forsørgelsesvæsen, som kan give os det velfærdssamfund, som også definerer det, som vi danskere almindeligvis opfatter som værende grundlæggende frihedsrettigheder. Uddannelse, sundhed og alt det andet, ligesom jeg med velfærdssamfundet også mener et samfund, der ikke er plaget af "social uro" (læs: etnisk uro). Dette er tilmed noget, som de fleste almindelige danskere vil kunne forholde sig til.
Den nationale statsdannelse skal til enhver tid tage vare på det danske folks interesser. Altså skal den være et folkestyre. Og man bør ikke være bange for at kalde dette for demokratisk, uanset hvad dette begreb kan forveksles med blandt ganske få personer i Kongeriget Danmark. De fleste skal nok forstå, at man med et demokratisk system, mener et frit system.
Fri, social og national er grundværdier for nationalisten. Alene derfor er nationalist i sig selv en dækkende betegnelse. Ikke alle vil forstå denne sammenhæng uden videre forklaring. Men så kan man jo roligt sige, at man er en socialorienteret og demokratisk nationalist - at man er tilhænger af velfærdssamfundet og Danmarks bevarelse som værende en selvstændig nationalstat.
Det er mit forsøg på et startskud til en debat. Måske skulle den have haft en selvstændig tråd, men nu faldt introduktionen lige ind i tråd med nærværende debat. Men der er nok ikke megen sammenhæng mellem en moderne identitet for en nationalist og så det grundlæggende tema i denne tråd.
Og brænder kun hjertet for sandhed og ret, skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.
N.F.S. Grundtvig